Q&A


Bujinkan Kuki Taisho Dojo Q&A

Her kan du finde spørgsmål og svar på nogle af de mest stillede spørgsmål fra begyndere. Har du spørgsmål du ikke finder svar på her, så skriv til os på bujin@bujin.dk

Kan jeg starte nu eller skal jeg vente til den første i måneden? 

Du kan starte på et hvilket som helst tidspunkt. Du skal bare skrive til os på bujin@bujin.dk og aftale hvornår du kommer forbi. Vi glæder os til at se dig.

 

Træner I rullefald?

Ja vi indøver mange former for fald også kaldet ukemi. Ukemi er det at tage imod stor kraft og bruge sin krop på en måde, så impactet og skaden på din egen krop bliver så lille som mulig. Denne form for træning gør bl.a. at du kan komme på jorden og op igen uden at tage skade. Dette trænes på måtter og græs i starten til din krop har vænnet sig til det. Når du har trænet noget tid kommer du til at lære at falde på hårdt underlag, ned ad en trappe eller springe ud af en bil fx.

 

Hvis jeg starter midt i en måned skal jeg så betale halvt kontingent i den måned?

Hvis du starter efter d. 15. i en måned begynder du at betale kontingent for den efterfølgende måned.

 

Hvad er forskellen mellem Bujinkan og f.eks. Karate?

Bujinkan indeholder nogle af de samme elementer som karate nemlig det man på japansk kalder dakentai-jutsu og koppo jutsu. Dette er teknikker hvor du rammer modstanderen med stort impact fra fx slag og spark. Begge dele stammer fra Japan og har rødder til Kina. Bujinkan adskilder sig på mange punkter. Bl.a. ved at være et større system med flere elementer af kamp. 

 

Er der et pensum til graduering?

I Bujinkan har vi ikke et gradueringspensum som man kender fra div. andre traditionelle stilarter. Det er frit fra dojo til dojo hvordan man graduerer. I vores dojo har vi valgt delvist af følge den model der bruges i Japan og dels lave en mere traditionel test. I Japan får du en grad ved at din lærer kommer hen og giver dig den. Ofte er dette en stor overraskelse, da det foregår ganske uformelt og normalt til en helt normal træning. Alle træninger er en vurdering af dig hvor din lærer lægger mærke til hvordan du opfører dig og træner i dojo’en, din disciplin, din hjælpsomhed og opmærksomhed på dine venner og detaljer.
I vores dojo holder vi derudover også formelle gradueringer, som bliver annonceret i forvejen. Her testes elevernes evne til at kunne udføre og implementere teknikkerne samt deres evne til at have ro på og klare sig under stress. Vi har ikke et pensum og eleverne ved aldrig præcis hvad de kommer ud for til gradueringen. på den måde kan man sige at vi tester som i livet. Du ved ikke hvad du præcis får brug for af skills i morgen.

 

Hvor tit er der graduering?

Ingen fast regel, men som udgangspunkt 2 gange årligt.

Hvordan er graderne?

I Bujinkan har vi forskellige grader som dels markeres via bæltefarven, og dels via det emblem, som sidder på giens venstre bryst.
I Bujinkan skelnes mellem dan og kyu-grader.

  • 10. kyu markeres med hvidt bælte.
  • 9. til 1. kyu markeres med grønt bælte (rødt for piger) og emblemet i figur 1 bæres på venstre bryst. Mærkets diamater er 9 cm (det samme gælder for dan-graderne). Kanten og tegnet er hvidt mens baggrunden er rød.
  • 1. til 4. dan markeres med sort bælte og emblemet er her sort med sort kant og baggrunden er rød. Du kan se forskel på dan-graderne på antallet af hvide stjerner over mærket, således at 1. dan ikke markeres med nogen stjerne, 2. dan har én stjerner, 3. dan har to stjerner og 4. dan har tre stjerner.
  • 5. til 9. dan markeres også med sort bælte men emblemet på brystet er noget anderledes. Kanten er i sølv og selve tegnet er i sort med en sølvkant rundt om. Baggrunden er rød. Ligesom før kan du se forskel på dan-graderne ved hjælp af de hvide stjerner, som sidder over mærket. 5. dan har ingen stjerne, 6. dan har én stjerne, 7. dan har to stjerner, 8. dan har tre stjerner og 9. dan har fire stjerner.
  • 10. dan og derover markeres ligeledes med sort bælte og emblemet på brystet er denne gang på orange baggrund hvor tegnet er grønt og kanten lyseblå. Du kan skelne mellem Chi, Sui, Ka, Fu, Ku-graderne via antallet af hvide stjerner over mærket. 10. dan har ingen stjerner, Chi-graden har en stjerne, Sui-graden har to stjerner, Ka-graden har tre stjerner, Fu-graden har fire stjerner og Ku-graden har fem stjerner. Chi- Sui, Ka, Fu og Ku kaldes i daglig tale for 11. – 15. dan.

 

For at bestille disse emblemer og stjerner skal du gå igennem din Shidoshi (dojo-ansvarlig). Kun emblemer og stjerner, som er bestilt via Honbu Dojo, er gyldige.

Kilde: Sanmyaku Nr. 3, årgang 1, februar 1994. Svensk udgave.

Er der hold kun for begyndere?

Afhængig af hvor mange begyndere vi har holder vi af og til hold, som kun er åbent for begyndere. Men normalt træner man som begynder på det vi kalder basis-træning. Denne træning er åben for alle og er meget besøgt af vores ældste elever også. Det er fordi basis-træningen er det fundament hele vores træning bygger på og derfor nødvendig for alle. Jo stærkere basis bliver jo bedre bliver dine teknikker og evne til at bruge dem. Du kan se basis-træning som basis-træning i fx. militæret. Det er nødvendigt for at have et fundment at bygge på. Jo stærkere fundament, jo højere og tungere bygning.

Skal man have specielt træningstøj/sko?

Når du kommer til din første time kan du bare have noget løstsiddende tøj på. Når du melder dig ind skal du købe en rigtig gi. Vi træner i sort gi med bælte. På føddene har vi tabi, som er en slags sokkesko med separat plads til storetåen.

 

Hvornår starter et nyt hold op?

Du kan starte når som helst i løbet af året. Bare send os in mail på bujin@bujin.dk

 

Har jeg behov for beskyttelsesudstyr?

Du behøver ikke starte med at købe beskyttelsesudstyr, men når vi laver lidt hårdere og friere træning i form af scenarie-træning og randori (fri sparring), så er det en fordel med passende beskyttelsesudstyr.

 

Hvilke træningsvåben skal jeg købe?

Til en start behøver du ikke købe nogle træningsvåben. Vil du dog gerne have top 5, så bør du have en tanto (træningskniv), hanbo (3 fods stav), rokushaku bo (seks-fods stav), jo (4½-fods stav) og bokken (træsværd)

 

Hvor gammel skal man være?

På vores voksenhold skal du være fyldt 15 år. Vi har dog også ungdomshold for 13-17-årige og børnehold for børn helt ned til 7 år.

 

Hvad er et seminar?

Et seminar er en træningsdag eller weekend hvor vi træner sammen i mange timer og går i dybten med et specifikt emne. Vi holder seminar flere gange årligt med vores egne lærere eller undervisere udefra.

 

Skal jeg give besked, når jeg ikke kan komme til træning?

Ja tak, det er altid en god ide at oplyse din lærer hvis du bliver forhindret i at komme. Har du glemt det er det ligeledes en god skik at fortælle din lærer hvorfor du var fraværende sidste gang. Dette bygger båndet mellem din lærer og dig stærkere og din lærer kan mærke at du er interesseret i at lære.

Hvilket tøj træner man i?

Man træner i en sort gi med bælte og tabi (sokkesko) på fødderne.

 

Kan jeg deltage til den øvede træning?

Den øvede (advanced) træning kan du deltage på fra og med 6. kyu

 

Afholdes der turneringer, som i andre stilarter?

Bujinkan er ikke lavet om til sport. Dvs. vi har ingen vægtklasser, sikkerhedsregler, sikkerhedsudstyr og vi må lave alle typer teknikker. Derfor praktiseres Bujinkan udelukkende som kontrolleret træning. Vi har dog randori (fri sparing), men stadig hvor der passes på hinandens ve og vel.
Så nej. Ingen turneringer.

 

Holder klubben lukket i ferieperioder?

Vi holder sjældent lukket. Der er dog enkelte træningsfri dage i julen og enkle andre dage, som annonceres på vores interne forum for medlemmer.

 

Er der styrketræning med i træningen?

Ja fysisk træning af kroppen er en vigtig del af din træning. Herunder styrke, mobilitet og åndedræts-træning.

 

Er der et kvindehold?

Ja vi har et intensivt 12 ugers program kun for kvinder. Programmet hedder SKRID og indeholder de mest effektive teknikker og principper for selvforsvar og personlig beskyttelse du kan lære meget hurtigt. Læs mere om SKRID her!

 

Er der sparring?

Ja vi har sparring. Det japanske ord for sparring er randori og vi laver det oftest som opgave sparring eller sparring med forskellige typer regler.

 

Bliver der undervist i gulvkamp, kast, spark, låse teknikker, bevæbnet kamp?

Ja, Bujinkan er et totalt system, der indeholder alle elementer af kamp.